Lystfiskeri efter makrel

Lystfiskeri efter makrel i Frederikshavn er sjovt og spændende.

Lystfiskeri efter makrel – havne

Lystfiskeri efter makrel i Frederikshavn og omegn, er både sjovt og muligt for alle… 4 havne gør sig gældende, når de bomstærke og velsmagende makrel skal fanges. Disse 4 havne skiller sig markant ud i forhold til hinanden, men når det kommer til fangst af de pelagiske og stribede fisk, er de alle, set over en hel makrelsæson, stort set lige givtige. Makrellerne ankommer til disse 4 havne omkring august og kan derefter typisk fanges ca. 2 måneder frem. Nogle år ankommer de dog en del tidligere. Eksempelvis i starten af juli. Når det sker er det oftest når sommeren starter tidligt, d.v.s. i i slutningen af april/starten af maj.

Kraftig østenvind, nordenvind eller kraftig vind fra syd, kan til-grumse vandet. Hvilket ofte kan gør, at makrellerne trækker på dybere vand, eller trækker længere mod nord eller syd, hvor vandet måske stadig er klart og hvor jagten på byttefisk kan fortsætte. Makrel jager for det meste med synet.

Makrelfiskeri er spændende, intenst og alle kan være med.

Sæby Havn

Fra Sæby Havn var det før kun muligt, at fiske fra sydmolen efter makrel. En fredning omkring udløbet af Sæby Å, som dækker stort set resten af havnen, er grunden til det. Men nu har havnen fået en ny mole, hvilket gør sagen til en ganske anden. Nu er der masser af plads og flere muligheder.

Makrellerne kan hen under aften og under skumringen, være lettest at få i tale. Men der er også en del dage, hvor de kan fanges i løbet af hele dagen. Nogle dage er det høj solskin der skal til, andre gerne overskyet vejr. Makrellerne er ikke altid til at regne ud…

Ved Sæby Havn kan der i perioder være rigtig mange makrel, men sommetider er der få eller slet ingen.
Selv i højsæsonen, fra august og 2 måneder frem, er fiskeriet efter makrel ikke altid stabilt her. Er vandet grumset, er der meget langt imellem fangsterne.

Blink og makrelforfang er nummer ét, en prop med et stykke sild, brisling eller tobis, nummer 2.

Frederikshavn Marina

Denne forholdsvis ukendte lystbådehavn, når det kommer til lystfiskeri, er særdeles stabil, når makrelfiskeriet for alvor går i gang i august måned.

Ligesom ved Sæby Havn, er der stort set ingen fisk når vandet er grumset. Det sker ved kraftig vind fra syd eller øst her.

Frederikshavn Marina ligger lige syd for Frederikshavn Havn og har en lang sydmole, hvor fiskeriet efter makrel er bedst. Man må ikke fiske fra de første 150 meter af molen, da fredningsbæltet fra Bangsbo Å, går ind og dækker netop der. Læs mere om dette her: (Skriv Bangsbo Å i søgefeltet) Fredningsbælter…

Også her er blink og makrelforfang effektivt, men henunder skumringen kan makrel-stimerne finde på, at komme helt ind i den lille indsejling/udsejling til havnen, og så er en prop med et stykke sild, brisling eller tobis, sjovt, nemt og mindst ligeså effektivt.

Bemærk: Makrefiskeriet i Frederikshavn Marina, er oftest mest givtigt 2 timer før skumringen og en time efter.

Frederikshavn Havn

Udover den nye mole, som man kan læse om her – Molen Frederikshavn – så er der flere steder inde i Frederikshavn Havn, hvor der kan fanges makrel. De dybe bassiner er alle ideelle, når makrellerne ankommer i juli/august. Reglerne for færdsel ved kajen lyder: Er der ikke afspærret eller sat et skilte op, hvor der står, at man ikke må fiske eller færdes i området, så er det tilladt at fiske.

Man kan både fange makrel med prop, krog og stykker af sild, tobis eller brisling. Også et makrelforfang med et blink eller et lod i enden, har mange makrel på samvittigheden ved denne havn.

Én ting skal man gerne være opmærksom på. Det er klart bedst at fiske efter makrel fra den nye mole, frem for alle andre steder i Frederikshavn Havn.

Strandby Havn

Strandby Havn, er ikke bare lille og hyggelig, men er også den havn af de 4 beskrevne i denne artikel, som har mest charme og alsidighed. I små grene breder vandet sig i havneområdet, hvor både dybe og lave bassiner er at finde. I august måned, ankommer makrellerne til haven, og kan bl.a. fanges i det sydlige og dybe bassin, men også i ind/udsejlingen til haven.

Makrelfiskeri i Strandby Havn er populært og hyggeligt. Fiskestykker, fisket med en prop, er den mest populære fangstmetode i denne lille havn, men det er også muligt at benytte et makrelforfang, ligesom i alle de andre havne…

Makrelfiskeri i Frederikshavn og omegn er både sjovt og oplevelsesrigt. Hele familien kan være med til dette simple fiskeri efter de smukke, stærke og velsmagende makrel.

Lystfiskeri efter makrel i Frederikshavn og omegn – fiskegrej

Når man skal dyrke lystfiskeri efter makrel i Frederikshavn og omegn, kan man købe grejet dertil i Frederikshavn by. Jagt og Fiskeri er den lokale grejbutik, og de sælger både makrelforfang, blink, kystwoblere og agnfisk, som også kan bruges til fangst af makrel.

Se hvor butikken ligger og læs mere om den i dette link: Jagt og Fiskeri Frederikshavn…

God fornøjelse og må du have held med dit lystfiskeri efter makrel i Frederikshavn og omegn.

Jari P.


En anden givende havn til fangst af makrel og andre spændende fiskearter, er Skagen Havn. Læs mere om mulighederne nær Skagen på denne side: Lystfiskeri i Skagen…